S-POLITIK: Regeringen forsvarer ikke landdistrikterne - den underminerer dem.

I flere lokalaviser var der (23.6.) indrykket en stor annonce for Socialdemokratiet med overskriften " Uddannelse rykker tættere på".

Baggrunden er, at regeringen - sammen med blandt andre Venstre - har besluttet at oprette en lang række uddannelser uden for de store byer. En god beslutning, der naturligvis skal annonceres for, og som Venstre støtter. Men kæden hopper af, når Socialdemokratiet i samme annonce bekendtgør, at partiet kæmper imod centralisering og for yderområderne. Det er nemlig lodret forkert.

Ja, faktisk gør regeringen det stik modsatte: Den bidrager til centraliseringen ved at udpine landdistrikterne, hvilket Venstre er arg modstander af.

Lad mig give nogle eksempler på, hvordan regeringen sjofler landområderne: For det første har regeringen forhalet processen hen imod en ny og forbedret infrastrukturaftale.

Først efter to år med socialdemokratisk regering er det netop lykkedes at lande en infrastrukturaftale - og i øvrigt med færre vejprojekter, end vi havde prioriteret.

Det står i skarp kontrast til den tidligere Venstre-ledede regering, som allerede i 2019 fremlagde en fuldt finansieret infrastrukturplan, der allerede på det tidspunkt indeholdt midler til forbedrede veje og en tredje limfjordsforbindelse.

For det andet har Socialdemokratiet hævet generationsskifteskatten for familieejede virksomheder fra 5 til 15 pct. - med den konsekvens, at det bliver sværere at drive virksomhed. Og skattesmækket rammer især landdistrikterne hårdt, fordi tre ud af fire privatansatte i yderområderne enten arbejder i en familieejet eller ejerledet virksomhed.

Og som om, det ikke var slemt nok, har Socialdemokratiet for det tredje fremlagt en klimaplan for landbruget, der vil medføre, at op imod 7000 arbejdspladser i landbruget går tabt. Det er næsten ikke til at begribe. Især ikke i lyset af den økonomiske krise, vi befinder os i. Eksemplerne på Socialdemokratiets foragt for landdistrikterne og hang til stram statslig styring er talrige.

Af samme grund mener jeg, at Socialdemokratiet stikker vælgerne blår i øjnene, når partiet annoncerer, at det vil " gøre op med mange års centralisering". Det er slet og ret ét stort bedrag. Og selv om regeringen ganske vist taler meget om decentralisering, viser den førte politik det stik modsatte: Regeringen forsvarer ikke landdistrikterne, den underminerer dem.

Af MF(V), Marie BjerreBragt d. 29. juni 2021 i Nordjyske Stiftstidende Himmerland.