AFGIFTER: Regeringen og den øvrige venstrefløj har netop besluttet at tredoble afgifterne på bæreposer og engangsservice.
På overfladen kan det lyde grønt og bæredygtigt, men sandheden er desværre en helt anden.
For Socialdemokraterne har nemlig skruet afgiften sådan sammen, at den udmåles på baggrund af produktets vægt. Det betyder, at produkter af genanvendt, biobaseret og bionedbrydeligt plastik bliver dyrere, fordi det er tungere end ny plastik.
Altså bliver det nu dyrere og mere besværligt for butikker og caféer at bruge de mere grønne og bæredygtige løsninger. Det er stik imod sund fornuft, og det hæmmer den grønne omstilling.
Faktisk får vi det værste af begge verdener: Højere skatter og mindre genanvendelse.
Derfor stemte Venstre selvfølgelig imod den nye afgift, for vi ønsker reel grøn omstilling med mere genanvendelse -ikke mindre.