Jeg er i politik, fordi jeg vil bidrage til at skabe mere optimisme, skabertrang og tro på mennesker

I en verden i opbrud er det vigtigere end nogensinde, at vi rykker tættere sammen i Danmark og Europa og bruger de styrker, vi har. Jeg brænder for at bidrage til et samfund med mere optimisme, skabertrang og tro på mennesker. Det kræver et stærkt værdikompas, sund fornuft og udsyn.

I denne valgperiode har jeg både været digitaliserings- og ligestillingsminister, og for nuværende europaminister. Her har jeg stået i spidsen for Danmarks EU-formandskab. Jeg er stolt af de resultater og det sammenhold, vi har opnået.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var skeptisk, da Venstre gik i regering. Men sandheden er, at vi har taget ansvar for Danmark, mens andre ville overlade det til et rødt flertal. Og vi liberale kan være stolte af de resultater, Venstre har skabt de seneste fire år i regering.

Det europæiske fællesskab er blevet styrket. Venstre har leveret skattelettelser, mere frit valg for børnefamilier, styrkede patientrettigheder, og en seriøs styrkelse af vores fælles forsvar og sikkerhed.

For mig er ansvar en dyd. Venstre, Danmark og Europa kan mere. Men kun når vi tager ansvar. Stem personligt på nordjysk jordforbindelse og europæisk udsyn til folketingsvalget.

Et velfærdssamfund hvor vi gør os umage
Jeg har en grundlæggende tro på, at vi hver især er bedst til at træffe beslutninger for vores liv, og vi selv er de bedste til at løse vores egne udfordringer. Derfor skal vi skabe et samfund med frihed til forskellighed og ansvar til det enkelte menneske. Dermed er der også ressourcer til at tage sig af dem, der har behov for hjælp. Det kræver, at vi gør os umage, viser tillid til hinanden og giver friere rammer til den enkelte og alle de dygtige medarbejdere i den offentlige sektor.


Bedre vilkår for vores erhvervsliv

Jeg har som europaminister bekæmpet regler og bureaukrati for vores erhvervsliv. Det stod øverst på min dagsorden under EU-formandskabet, og det gør det stadig. For vi er slet ikke færdige. Det er tværtimod en kulturkamp, som hele tiden skal kæmpes – også i Danmark. Den kamp står jeg for.


Et stærkt og uafhængigt Europa

Vores europæiske sammenhold og styrke er svaret på opbruddet i den internationale orden. Vi ser et tiltagende aggressivt Rusland og et USA, der udnytter vores afhængighed til egen vinding. Jeg har som europaminister kæmpet for et stærkere EU og et Europa, der begynder at agere som den stormagt, vi i mine øjne er. På en lang række områder når USA ikke Europa til sokkeholderne. Derfor skal vi fortsætte arbejdet mod at blive uafhængige og opruste Europa økonomisk, teknologisk og militært.


En stram udlændingepolitik

Vores samfund hænger sammen, fordi vi grundlæggende deler de samme demokratiske værdier. International arbejdskraft er godt, men Danmark har modtaget for mange udlændinge og flygtninge, der ikke deler vores værdier. Det underminerer det Danmark, vi kender og holder af. Derfor skal asylansøgere behandles i tredjelande, og kriminelle udlændinge skal sendes ud.