Landbruget har ikke brug for en hovsa-CO2-afgift

I valgkampen har de røde partiers kappes om at råbe højest om en CO2-afgift på landbrug, og senest har S også meldt sig i koret i forsøget på at komme til at lyde mest grøn. Enhedslisten vil have halveret dansk landbrug, og for Alternativt er det slet ikke nok. De vil have reduceret den animalske produktion med 86 procent.

Sagen er bare, at en sådan tilgang til dansk landbrug slet ikke er godt for klimaet. Klimaet har ikke brug for en uigennemtænkt CO2-afgift, som fører til tab af arbejdspladser eller konkurrenceevne. Det er klimanationalisme, hvor vi gør noget, som ser pænt ud for vores egne tal. Men det gør jo ikke noget godt for klimaet. For produktionen vil bare flytte til andre lande, og så forspilder vi muligheden for at udvikle de nye grønne produktionsmetoder, hvor også svinekød og oksekød vil kunne produceres med et endnu lavere CO2-aftryk end i dag. Dansk landbrug er allerede godt i gang. 

I Venstre ønsker vi at understøtte den grønne omstilling. Her bør en CO2-afgift være et redskab til at skabe de rette incitamenter. Men det er useriøst, at nogle partier ikke vil afvente ekspertgruppen, der er nedsat til at vurdere, hvordan man kan lave en CO2-afgift, men i stedet er klar til at lægge sig fast på en bestemt CO2-afgift allerede nu. Det kan betyde massive tab af arbejdspladser i landbruget og følgeerhvervene, og her vil vi særligt blive ramt i Himmerland. Det er afgørende for Venstre, at en CO2-afgift ikke fører til tab af konkurrenceevne og arbejdspladser. Derfor er vi også villige til at investere massivt i den grønne omstilling. Kun sådan får vi skabt en reel grøn omstilling og gjort noget godt for klimaet.

Jeg håber, at et flertal efter folketingsvalget vil have samme tilgang, hvor vi ser erhvervslivet og landbruget som medspillere i den grønne omstilling fremfor modstandere.