MINK: Langt om længe fik minkavlerne vished, og efter tre måneder i ingenmandsland kan de nu planlægge deres fremtid og komme videre.

Et trist kapitel i den politiske Danmarkshistorie fik sat et komma - ikke et punkt - med erstatningsaftalen til minkavlerne på 18 milliarder kroner.

Det er en aftale, som jeg personligt både er tilfreds med, men også trist over.

Jeg er ked af baggrunden og forløbet for aftalen.

Jeg er ked af måden, som minkavlerne fik revet deres livsværk fra sig med statsministerens ulovlige instruks om at aflive alle mink på pressemødet 4.11 Og så er jeg ked af, at statsministeren ikke valgte at kaste en redningskrans ud til den danske minkavl i tide ved at sende minkavlen på sabbatår i 2021, hvor en del avlsmink blev bevaret, så avlerne kunne starte op igen i 2022.

Et sabbatår har en lang række eksperter nemlig sagt kunne lade sig gøre på forsvarlig vis, det er en løsning andre lande har valgt.

Samtidig vil regningen til de danske skatteydere og statskassen være væsentligt mindre, hvis vi havde bevaret den danske minkavl ved at sende den på sabbatår uden at lukke den helt ned.

På den anden side er jeg enormt tilfreds med, at aftalen langt om længe er faldet på plads, hvor minkavlerne får en retfærdig erstatning efter de forhold, som gør sig gældende, når staten eksproprierer.

Nu kan avlerne komme videre.

Det overraskede mig dog helt vildt at observere, at efter aftalen om erstatning er kommet på plads, bliver offerskyld brugt overfor minkavlerne af mine kolleger i Folketinget og af pressen.

Ret hurtigt efter aftalen om erstatning til minkavlerne var indgået, havde pressen produceret historier om, at minkavlerne vil blive forgyldte.

Der blev malet et billede af minkavlerne som griske og kyniske.

Det synes jeg først og fremmest, er en ufølsom måde at behandle mennesker, der lige har mistet deres livsværk.

Derudover er erstatningen til avlerne udregnet på baggrund objektive kriterier for prisen på minkskind, så avlerne får den erstatning, de kunne forvente at have tjent de kommende år.

Det chokerede mig også at læse, at min folketingskollega Rune Lund fra Enhedslisten efterfølgende har bedt finansministeren udregne, hvor meget minkavlernes erstatning kommer til at betyde for den sociale ulighed i Danmark.

Minkavlerne skal åbenbart til at stå til ansvar for, at den sociale ulighed stiger i Danmark, fordi de nu får erstatning.

En erstatning, der kun er relevant på baggrund af en beslutning, som statsministeren har truffet. Enhedslisten forsøger at placere skyld på minkavlerne. Det finder jeg usmageligt.

Det endelige punktum i hele minksagen vil først blive sat om lang tid, når statsministeren og regeringens rolle er blevet undersøgt ved en parlamentarisk undersøgelseskommission.

Herefter vil man finde ud af om, der skal rejses en rigsret mod statsministeren og andre implicerede ministre.

For mig er det vigtig at påpege, at det ikke er minkavlernes skyld, at vi nu skal bruge så mange penge på erstatning.

Det er udelukkende statsministerens, da hun gav instruksen om at aflive alle mink.

En beslutning, som jeg ikke bakker op om.

» Minkavlerne skal åbenbart til at stå til ansvar for, at den sociale ulighed stiger i Danmark, fordi de nu får erstatning.