LIMFJORDSFORBINDELSE: Venstre i Aalborg har foreslået at afsætte 1 mia. kr. til den tredje Limfjordsforbindelse.

Et forslag, der er blevet taget godt imod rundt om i Nordjylland og også af finansminister Kristian Jensen. Men hvordan stiller Mette Frederiksen sig? Hun er nu S-folketingskandidat i Nordjylland.

Kan vi så forvente, at hun også vil kæmpe for nordjyske interesser og den tredje Limfjordsforbindelse? Infrastrukturen i Nordjylland har hårdt brug for den tredje Limfjordsforbindelse.

Trafikkapaciteten over Limfjorden er næsten opbrugt, og det skaber alvorlige udfordringer for væksten i Nordjylland og alle os nordjyder. Det kan vi se hver morgen, når tunnellen sander til. Det er helt nødvendigt, at vi nordjyske politikere bakker fuldt op om forbindelsen og aldrig misser en chance for at påvirke Christiansborg for finansiering.

Det er nemlig først og fremmest en statslig opgave at finansiere den. Men Mette F. har indtil videre været tavs om forslaget til finansieringen.

Bakker hun overhovedet op om den tredje Limfjordsforbindelse? Hvis Mette F. vil vælges i Nordjylland, ville det klæde hende at varetage vores interesser og bakke op om, at der fra Christiansborgs side straks skal bevilges finansiering.

Af folketingskandidat (V), Marie Bjerre. Bragt d. 25. april 2018 i Nordjyske Stiftstidende.