NORMERING: På bagkant af dokumentaren på DR 2 " Hvem passer vores børn" er der foreslået minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og i sidste weekend demonstrerede forældre over hele landet for forslaget.

Jeg forstår godt forældrene.

Jeg er selv mor til en lille pige på syv måneder, der snart skal i dagpleje eller vuggestue.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke bekymrer mig for, om der mon er personale nok.

De tilstande, som vi så flere steder i dokumentaren, er på ingen måder tilfredsstillende.

Vores børn skal have en tryg og omsorgsfuld pleje.

Det bør og skal vi have råd til i vores velfærdssamfund, og det er der ingen grund til at føre valgkamp på.

Det tror jeg, at vi er enige om bredt politik, men vi er ikke enige om midlerne.

Minimumsnormeringer er en tiltalende løsning, men der er god grund til at være skeptisk, hver gang der bliver foreslået, at Christiansborg centralt skal fastsætte minimumsregler på det kommunale område.

Det er skidt for vores demokrati, og det risikerer at tage livet af vores kommunale selvstyre.

Jeg tror på, at beslutninger bedst træffes så tæt på os borgere som muligt.

Hvis kommuner altid skal følge minimumsstandarder, er der ikke meget tilbage til vores kommunale byråd at bestemme, og så har vi reduceret dem til en gang administrative ledere.

Derfor mener jeg ikke, at minimumsnormeringer er den rigtige vej at gå. Kommunerne bør derimod have mere frihed og fleksibilitet til at indrette de kommunale tilbud.

Det vil være en stærk centralisering af magten, hvis Christiansborg skal afgøre, om det er flere ansatte, kompetenceløft, ledelse, organisering af hverdagen, forældresamarbejde eller noget helt sjette, der skal til i den enkelte institution.

Politikere burde i stedet kigge indad og se, om det ikke er de opstillede økonomiske rammer, andre begrænsninger og krav, der har skabt en situation, hvor de involverede medarbejdere, ledere og forældre nu råber på bedre normering og mere tid.

En yderligere indskrænkning af kommunernes handlefrihed vil blot flytte problemet til et andet område, som så bliver endnu mere nødlidende, end til det får Christiansborgpolitikernes opmærksomhed.

Det er ikke en hensigtsmæssig måde at styre landet på.

Hvis Christiansborg-politikere skal til at lovgive om minimumsnormering, er der en stor risiko for, at det i praksis også bliver maksimumsnormeringen i kommunerne.

Vi har rigtig mange kommunale daginstitutioner, som heldigvis fungerer godt, og hvor både forældre og børn er meget tilfredse.

Jeg besøgte selv en vuggetue i Vesthimmerland i sidste uge med otte børn og to voksne.

Da jeg var på besøg, var fire af børnene hjemme på grund af ferie eller sygedom, og to af børnene var i gang med deres middagslur.

Så da jeg var på besøg, var det altså to børn til to voksne.

Her ville jeg gerne sende min lille datter hen.

Det er naturligvis et øjebliksbillede, men ser man på de officielle undersøgelser, er tilfredsheden faktisk også i top.

Ifølge Økonomi-og Indenrigsministeriets brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbudsområdet i 2016 svarede 88 procent af forældrene, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud, og i 2017 lavede Dansk Center for Undervisningsmiljø en undersøgelse af børns syn på dagtilbud.

Den viste, at 91,8 procent af børnehavebørn er glade for at gå i deres børnehave.

Den tilfredshed vil jeg nødigt sætte over styr, fordi det kniber nogle steder.

Det er det, der er risikoen, hvis vi indfører minimumsnormeringer.

For så har kommunerne en legitim grund til at søge ned mod normeringen.

Problemet er ikke, at vi mangler minimumsnormering.

Problemet er, at nogle kommuner ikke har haft tilstrækkelig frihed og økonomi til at prioritere området.

Folketinget skal sikre, at der er den nødvendige økonomiske ramme og den nødvendige handlefrihed for kommunerne.

Efter flere år med besparelser på området, herunder da Socialdemokratiet havde magten sidst, har Venstre været med til at tage flere initiativer, der har sikret bedre forhold i daginstitutionerne og flere pædagoger.

I 2017 blev der indgået en aftale om stærke dagtilbud, hvor der blev afsat 580 mio.

kr. i perioden 2017-20 og 120 mio. kr. årligt fra 2021 og frem til blandt andet mere pædagogisk personale og sociale indsatser.

Med finanslovsaftalen om " 1000 dagsprogram - en bedre start på livet" blev der desuden afsat 1 mia. kr. i perioden 2019-2022 til blandt andet flere pædagoger i de institutioner med mange udsatte børn og kompetenceløft af personalet.

Vi har endnu ikke set virkningen af disse tiltag.

Hvis jeg bliver valgt til Folketinget, vil jeg gerne være med til at se på, hvordan vi kan bruge disse penge mest effektivt, så kommunerne har tilstrækkelig økonomi til at sikre gode normeringer lokalt.

Der er brug for prioritering, ikke minimumsnormering og mere detailstyring.

» Problemet er ikke, at vi mangler minimumsnormering.

Problemet er, at nogle kommuner ikke har haft tilstrækkelig frihed og økonomi til at prioritere området.