FOLKETINGET.

En række politikere, embedsmænd og journalister har i Berlingskes artikelserie berettet om en syg arbejdskultur på Christiansborg. Jeg giver dem langt hen ad vejen ret. Men jeg undrer mig over, at ingen har peget på udfordringen i, at vores folkestyre har så mange små partier med ordførere, der følgeligt ikke har tiden til at sætte sig ind i lovbehandlingen. Det bliver kvantitet fremfor kvalitet.

Som tidligere advokat er jeg vant til at arbejde mange timer og ud på de små timer.

Det er nogle gange nødvendigt, eksempelvis når en virksomhedstransaktion skulle lukkes. Derfor er jeg heller ikke så enig i kritikken af timelange forhandlinger om natten. Er det optimalt? Nej. Men det er et vilkår i nogle brancher til nogle tider, også i politik.

Men som nyvalgt folketingsmedlem er det, der absolut har overrasket mig allermest, at jeg flere gange har stået i folketingssalen som ordfører på et lovforslag, hvor andre ordførere end ikke har læst det lovforslag, som vi debatterede. Jeg husker, at jeg ved en lejlighed gik over til en ordfører for at spørge, hvorfor vedkommende havde problematiseret et emne på talerstolen. Da jeg spurgte, indrømmende vedkommende ikke at have læst forslaget.

Jeg var chokeret. Det var en af mine første oplevelser med lovbehandlingen som folketingsmedlem. Sidenhen har jeg oplevet det flere gange. Forskellige kolleger.

Forskellige partier.

Men det værste er, at jeg forstår dem godt.

Som medlem af et stort parti har jeg bedre mulighed for at forberede mig grundigt. At sætte sig ind i et lovforslag med dertilhørende bemærkninger og høringssvar tager tid.

Men hvis man er medlem af et lille parti, er man nemt ordfører på ti lovforslag på én uge. Hver uge. Det er umuligt at nå at sætte sig ind i så meget. Og derfor ender for mange med at gå på talerstolen uden at have læst lovforslag, bemærkninger og høringssvar.

En kollega fra et mindre parti fortalte mig, at tricket er at lytte til, hvad Socialdemokratiets ordfører siger på talerstolen, hvis man er et rødt parti, og at lytte til Venstres ordfører, hvis man er et blåt parti, og så danne sig en mening ud fra dette, fordi det er de eneste, der reelt har tiden til hver gang at sætte sig ind i forslaget.

Jeg har ofte hørt det foreslået at nedsætte antallet af folketingsmedlemmer, da det dermed også ville nedbringe antallet af partier, og samtidig ske på en mere demokratisk måde end ved at hæve spærregrænsen.

Men det er næppe løsningen. Vi har ikke brug for færre politikere, men færre partier.

Som Venstrekvinde ville jeg eksempelvis ønske, at Liberal Alliance kunne se sine værdier i Venstre, og mon ikke også Lars Løkkes egoprojekt kan rummes andetsteds.

Arbejdskulturen ville meget simpelt kunne forbedres med færre, men større partier.

Lovbehandlingen ville blive grundigere ved ikke at skulle igennem en ordførerrække på ti partier eller flere, og arbejdsmængden for hvert enkelt folketingsmedlem kunne fordeles bedre, fordi hvert parti ville have flere til at deles om opgaverne.