SUNDHED: I velfærdssamfundets hellige navn bliver der gang på gang foreslået yderligere sundhedstjek, tilsyn, screeninger, kontrol og reguleringer.

Der er god grund til at være på vagt over for den type forslag. Fordi forslagene koster mange ressourcer -ressourcer som vi næppe har. Og fordi forslagene unægtelig fratager os friheden til at leve vores liv, som vi ønsker det, og ansvaret for at leve med konsekvenserne af det.

Som folketingskandidat deltager jeg jævnligt i debatter.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i en debat om sundhed med deltagere fra sundhedens forskellige faggrupper her i Nordjylland.

Fra publikum og bredt fra panelet blev det gentagne gange sagt, at vores sundhedsvæsen er hårdt presset. En sygeplejerske kunne endda berette at have opsagt sin ledende stilling på grund af presset. Det gør indtryk.

Det blev også sagt, at der er brug for mere personale. Det er jeg enig i. Vi behandler nemlig mere, flere bliver ældre, og flere får kroniske sygdomme. Det sætter vores sundhedsvæsen under pres.

Derfor undrer det mig også, når der under selv samme debat blev foreslået indførelse af yderligere screeninger, tilsyn, sundhedstjek, indsamling af yderligere data, strukturelle tiltag som forhøjede afgifter og differentieret moms.

Bevæggrundene for forslagene kan ikke andet end at vække sympati. Der er for mange fede børn og unge, for mange socialt udsatte, der spiser for usundt, og for mange underernærede ældre.

Men hvem skal betale for de yderligere tilsyn, screeninger m. v.? Hvor skal vi tage ressourcerne fra? Det giver jo et yderligere pres på vores sundhedspersonale, som så tydeligt er hårdt presset i forvejen. Presset synes ikke at blive mindre.

En af landets største generationer skal snart på plejehjem, og i sidste uge kunne man endda læse, at et af de store forsikringsselskaber overvejer at tilbyde velfærdsforsikringer.

Begrundelsen er, at vores sundhedsvæsen er massivt underfinansieret, der er ikke hænder nok, og flere får brug for hjælp. Jeg finder forslaget skræmmende. Netop derfor bliver vi også nødt til at tage en debat om, hvordan vi prioriterer vores lands ressourcer.

Jeg mener ikke, at det er en offentlig opgave at kontrollere og regulere vores sundheds-og kostvaner. Vi kan aldrig lovgive og regulere os til 100 procent sundhed.

Der vil altid være nogen, der spiser for meget, for lidt eller for usundt. Der vil altid være nogen, der drikker for meget.

Og der vil altid være nogen, der ryger. Og godt for det.

Vi må ikke glemme, at vi selv har et ansvar for og friheden til at leve vores eget liv, som vi ønsker det. Det skal staten ikke tage fra os.

Derfor er min opfordring, at vi politisk bliver langt bedre til at diskutere prioriteringer og indsatser i vores velfærdssamfund.

Vi kan ikke reguleres os til alt, og vi har ikke uanede ressourcer -hverken penge, personale eller tid. Vores sparsomme ressourcer skal ikke bruges på mere kontrol, tilsyn, sundhedstjek, screeninger, afgifter og regulering. Det skal bruges på reel behandling og ordentlig tid til vores personale.

» Vi må ikke glemme, at vi selv har et ansvar for og friheden til at leve vores eget liv, som vi ønsker det. Det skal staten ikke tage fra os.