Vi skal starte denne kronik med en indrømmelse. En af de helt ærlige.

Nogle gange, når vi kommer sent hjem fra arbejde - det kan være nogle forhandlinger, der er trukket ud, eller en ordentlig stabel papirer, som skal læses - er det ikke altid, vi får rørt vores fiskefars og fodret vores surdej. Så bliver det altså bare noget takeaway. Ofte næsten hele ugen ud. Vi beklager - ikke længere. I stedet vil vi gerne slå et slag for, at vi kvinder bliver bedre til at hylde hinanden og de vidt forskellige valg, vi træffer. Det handler om prioritering og personlig frihed til at vælge den måde at leve sit liv på, man selv finder bedst. For vi skal ikke gå rundt og træffe beslutninger på andre kvinders vegne. Hverken gennem et direkte eller indirekte pres. Vi skal løfte hinanden op og skille os af med den rigide definition på, hvad en »rigtig« kvinde er.

Tag for eksempel her for et par uger siden, da Marie Bjerre vendte tilbage på arbejde i Folketinget efter fødslen af sin anden datter og »kun« to måneders barsel. Med en otte uger gammel baby i en bæresele, en ordentlig bunke lovforslag under den ene arm og en bletaske under den anden. Marie var glad for at være tilbage, vi, hendes kolleger, var glade for at have hende tilbage, og babyen er nok den sødeste deltager på et gruppemøde i Venstres historie.

Men da Marie delte et foto på sine sociale mediekanaler af sig selv og sin nye datter i Vandrehallen på Christiansborg, kom der mange kommentarer af en type, vi kvinder kender alt for godt. De udskammende.

»Bliv hjemme og pas dit barn. Den tid kommer ALDRIG tilbage«. »Tag hjem på barsel«. »Du er ikke nogen god rollemodel«. Interessant nok, så kom ingen af de kommentarer fra mænd. Det var kun andre kvinder, der forsøgte at sende Marie tilbage til kødgryderne.

Far-syg - ikke mor-syg

Fem dage efter Linea Søgaard-Lidell blev mor, fik hun sin plads i Europa-Parlamentet.

Det betyder, at hendes hverdag er at pendle mellem Bruxelles og København, og at hun ikke kan være hjemme ved datteren Ellen alle ugens dage. Derfor er vuggestuen oftere i kontakt med Ellens far, og datteren har også været mere »far-syg« end »mor-syg«. Det har fået flere til at kalde Linea en dårlig mor, og én gik endda ud fra, at Ellens forældre måtte være skilt. De samme kommentarer havde en mand nok ikke fået med på vejen.

Men kan man ikke både være en god mor og gå benhårdt efter at gøre en forskel på sit arbejde? Et arbejde, man brænder for og ikke vil sætte på pause, indtil børnene er blevet store nok. Kan man ikke også være en god mor ved at vise sine børn, at muligheder på arbejdsmarkedet ikke bliver begrænset af køn? Selvfølgelig kan man det. Og det skal være muligt uden at skulle stå skoleret for nogen som helst andre end en selv, hvis vi er interesserede i flere kvinder i politik, på chefgangene og i mandefag.

Vi er slemme til at holde os selv og hinanden nede eller i faste roller. Enten er du mor, og så må alt andet vige. Så er det flovt at være den, der henter sit barn sidst, eller ikke får bagt sine egne rosinboller til klassens time.

Eller også er du karrierekvinde (hvad er det i øvrigt for et udtryk? Der findes da ingen karrieremænd). Det er sådan en, der lykkes på sit arbejde på trods af sit køn. En der er nødt til at skrue ned for sin femininitet, sætte håret stramt op og klæde sig kønsløst.

En der sikkert aldrig får børn og med garanti er en rigtig skrap tante.

Sophie Løhde og Fatma Øktem er flere gange blevet konfronteret med, at de som kvinder med en karriere ikke har børn.

Hvordan kan det være, lyder spørgsmålet, som regel underforstået, at »så er der nok noget galt«. Er det ikke snart tid til at få de børn, du jo skal have? Spørgsmål, som sjovt nok aldrig bliver rettet mod mandlige kolleger uden børn. Men som kvinde bliver man stillet til ansvar på en helt anden måde - oftest af andre kvinder.

Helle Thorning, Danmarks første kvindelige statsminister, måtte dag ind og dag ud lægge øre til, at hun var forkert. Hun havde en for smart taske og pyntede sig for meget.

Først her flere år efter hun er gået ud af politik, viser det sig, at hun gennem sin tid som politiker faktisk skruede ned for sig selv. Først nu har hun rigtigt turdet slå håret ud. I overført betydning såvel som bogstaveligt.

Sådan er der mange, der har det. Det kan ikke være rigtigt, at man skal gå på kompromis med sig selv for at passe ind i forældede roller.

For Venstre handler ligestilling om lige muligheder til at være, som man er, og at gøre, som man har lyst. På lige vilkår og efter samme spilleregler. Kvinder bør ikke ligge under for pres for at have to karrierer: En på arbejde og en i fritiden, hvor det at være en god veninde, kæreste, kok, mor, gartner, indkøbs-og rengøringsansvarlig kan føles som en fuldtidsbeskæftigelse.

Kvinder skal heller ikke finde sig i at blive behandlet ringere end mænd på jobbet.

Krænkelser af enhver art er uacceptabelt. Og kvinder skal ikke holdes tilbage, fordi de er kvinder.

En kamp, vi skal tage

Når en mand læser en jobannonce, understreger han alle de ting, han kan. Når en kvinde læser en jobannonce, understreger hun alle de ting, hun ikke kan. Også her, har vi noget at gøre op med. Vi har brug for flere kvinder, der bryder igennem glasloftet.

Flere som Margrethe Vestager, Malou Aamund, Mia Wagner, Le Gammeltoft og Mette Lykke. Flere kvindelige direktører, bankrådgivere, arkitekter og håndværkere.

Tidligere generationer har kæmpet for vores ret til og mulighed for at følge vores drømme. Det er ikke længe siden, kvinderne gik derhjemme, og tanken om at se en kvinde i chefstolen var utænkelig. Selvom det heldigvis har ændret sig, er der stadig mange stereotyper, der hænger ved. Og den kamp, skal vi tage.

For vi skylder de kvinder, der gik forrest, at gøre brug af de muligheder, vi har i dag takket være dem. Hvad end det er muligheden for at vælge karrieren, familien eller begge dele. Til at blive taget alvorligt som dem vi er, uden forbehold og uden støttehjul.

Et vigtigt skridt er, at kvinder bliver bedre til at give hinanden plads. Hvad der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for andre.

Derfor skal vi stoppe med at udskamme hinanden og i stedet blive bedre til at støtte op om de valg, vi hver især træffer. Vi skal glæde os over at leve i en tid og et land, hvor det er muligt.

Vi er kvinder, og vi er lige præcis, som vi har lyst til at være. Hverken værre eller bedre.

Sophie Løhde er politisk ordfører, Linea Søgaard-Lidell er MEP, Fatma Øktem er ligestillingsordfører, og Marie Bjerre er klimaordfører. Alle fire for Venstre.