DA JEG GIK i gymnasiet på Viborg Katedralskole, elskede jeg at gå i høje hæle. Det var vi faktisk flere yngre kvinder, der gjorde. På et tidspunkt blev stiletter så populære, at min rektor måtte indføre regler for, hvor bredde hælene som minimum skulle være, så gymnasiets gamle mahognigulve ikke blev ødelagt. Det var tider! Tider uden så meget kønsforskrækkelse.
Som voksen elsker jeg stadig at gå i høje hæle. Og så elsker jeg også at gå i kjole. Så ja: Jeg klæder mig feminint.
Jeg er jo kvinde. Det gælder også, selv om jeg er medlem af Folketinget. Og selv om diverse ligemagerfeminister har bildt sig ind, at vejen til samfundets traditionelt mandsdominerede top går gennem kønsneutralitet og flade sko, altså en slags efterligning af mandens look.
Sagen er nemlig, at der ikke er nogen meningsfuld modsætning mellem at være feminint klædt kvinde og så at gøre karriere/bestride en vigtig post. Så kære ligemagermadammer på feminismefronten: Kvinder kan altså sagtens gå feminint klædt, hvis det er det, de vil. Magtens bjerg kan godt bestiges iført makeup og høje hæle.
En af grundene til, at jeg er faret i blækhuset, er kommentator Birgitte Erhardtsens indspark i Berlingske 14.1. I indlægget får hun blandt andet beskrevet, hvordan en kvindelig advokat »tripper (...) af sted på et par tårnhøje skrigpink Louboutin-stiletter« under en retssag, og antyder, at grunden må være mandssexisme.
Underforstået: Den kvindelige advokat med møderet for landsretten går i stiletter mod sin vilje. For mandens skyld. I hvert fald lidt.
Som om, tænkte jeg bare. For hvorfor i alverden skulle en kvinde i et meget velanset embede i Danmark anno 2020 gå i høje hæle, hvis ikke hun havde lyst til det? Newsflash: Det gør hun nok heller ikke.
Som skribent ved Berlingske Kathrine Diez har bemærket i en klumme (16.1.), går landsretsadvokaten højst sandsynligt i varemærkestiletter, fordi hun kan.
Fordi hun har lyst. Og fordi hun har råd. Grunden er nok ikke, at advokaten har brug for et sexet look for at komme frem i magtens mandsdominerede verden, som jeg synes, Erhardtsen insinuerer. Advokaten er jo allerede ankommet, om jeg så må sige. Og godt og selvsikker ser hun nok ud, mens hun procederer for landsretten.
Og her er vi fremme ved noget centralt, synes jeg: at der ikke er noget meningsfuldt modsætningsforhold mellem kvindelighed og kompetence, mellem femininitet og faglighed. Dem, der tror, der eksisterer sådan en modsætning, har altså misforstået noget. Om det så er mænd, der føler sig udfordret af kønne, kompetente og fremadstormende kvinder, og som på den baggrund prøver at beklikke kvindernes faglige troværdighed med reference til deres feminine look. Eller om det er kønsforskrækkede kvinder, der tror, at andre kvinder klæder sig feminint alene for mænds skyld. Og hvad så, hvis de gør?, kunne man i øvrigt spørge.
Hvorom alting er, tror jeg ikke, det er sådan, det hænger sammen. Så vidt jeg har erfaret, går mange kvinder nemlig feminint klædt, fordi de kan lide det.
Fordi de er og føler sig som kvinder. Desuden er der jo talrige eksempler på feminine kvinder, der er kommet frem i verden. Ikke på grund af deres femininitet, men på trods af deres femininitet.
I seneste udgave af Alt for Damerne (16.1.) - ja, det skammer jeg mig ikke over at læse - beskriver Thorning-Schmidt, hvordan hun følte sig nødsaget til at holde igen med sin feminine side for at blive taget seriøst som statsminister. Ligesom hun måtte gå til stemmetræning, fordi hendes stemme er ret lys. En lys stemme bliver nemlig ikke taget alvorligt i politik, forstås det. Alt sammen er komplet latterligt, synes jeg. For som en eftertænksom Thorning-Schmidt siger i artiklen: »[ M] an kan godt tale om EU og finanspolitik og samtidig have glimmernegle«. I stil med Thorning-Schmidt håber jeg således, at vi kan nå til et punkt, hvor mænd, der frygter kompetente kvindekonkurrenter, og ligemagermadammer kan se forbi et flot ydre og ind til den faglighed og de kompetencer, som en feminin kvinde med al sandsynlighed har, hvis hun da bestrider en tung eller velanset post. Det er trods alt sidstnævnte - faglighed og kompetencer - der i langt de fleste tilfælde er afgørende for, om man kan gøre et godt stykke arbejde. Ikke ens udseende.
Der ikke er noget meningsfuldt modsætningsforhold mellem kvindelighed og kompetence, mellem femininitet og faglighed.