LIGESTILLING Jeg kan ikke forstå, hvorfor pressen og kvinder, jeg møder, hele tiden skal grave imin datters ve og vel - alene fordi jeg arbejder hårdt og målrettet på at gøre en politisk forskel.

Siden jeg blev mor, er det, som om flere kvinder bevidst eller ubevidst har prøvet at give mig dårlig samvittighed: »Ej, Marie, er du der nok for din lille datter? Savner hun ikke sin mor?«. Underforstået: Kan jeg være en god nok mor, samtidig med at jeg har et krævende job? Og ja - det kan jeg faktisk. Og selv om spørgsmålene virker simple, sympatiske, måske endda naturlige, så dækker de over et komplekst ligestillingsproblem: at mænd og kvinder bliver bedømt ud fra vidt forskellige standarder, når det kommer til karriere og familie. Hvad værre er, det er primært kvinder, der moraliserer over for andre kvinder.

SOM JEG ser det, bliver denne ' mom-shaming' nødt til at stoppe. For det første fordi vi har rigelig moral, som det er. Og for det andet fordi kvinders moraliseren over for deres kønsfæller ikke bidrager til ligestillingen på arbejdsmarkedet.

Som nyvalgt mf for Venstre har jeg nok at se til. Det havde jeg sådan set også, inden jeg blev valgt. Da arbejdede jeg som advokat, samtidig med at jeg førte valgkamp. Nu jeg tænker mig om, synes jeg egentlig altid, jeg har haft travlt. Og det er ikke, fordi jeg vil ynkes eller æres. Sådan er det bare, når man vil gøre karriere - eller når man vil ændre noget igennem politik.

Og det vil jeg. Men samtidig har jeg altid værdsat familielivet.

Lykkeligvis har jeg fundet min mand, der er officer, og sammen har vi en datter på halvandet. Til daglig bor vi i Aalborg, så der er et stykke vej fra min bopæl til min arbejdsplads i København, Christiansborg.

Derfor pendler jeg.

Og fra tirsdag til fredag er jeg væk fra hjemmet. Og dermed fra vores datter.

Mens størstedelen af de mænd, jeg møder, klapper mig på skulderen og bifalder, jeg er blevet valgt, bider mange kvinder mærke i, at jeg er ' mor-politiker'.

At jeg har en lille datter, giver anledning til en bygeregn af spørgsmål om, hvordan jeg kan undvære hende og få det hele til at hænge sammen. Samme tendens gør sig gerne gældende, når jeg bliver interviewet af pressen. Modsat nybagte politikerfædre skal jeg tit forholde mig til påtrængende spørgsmål om mit familieliv. Og det kan jeg ikke forstå. For mig at se giver det nemlig ingen mening, at mit køn skulle være afgørende for, om jeg både kan være en god forælder og en kompetent politiker. Men hvad med min datter - lider hun ikke overlast? Nej, bestemt ikke. Når jeg er i København, tager min mand sig af hende, og ellers er der velvillige bedsteforældre, som står klar, hvis det spidser til. Desuden er jeg der fuldt og helt for hende, når jeg er hjemme i Nordjylland.

Men så biologien da? At kvinden er tættere knyttet til barnet de første år af dets liv, fordi hun har båret det? Jo, sådan er der sikkert nogle mor-barn-relationer, der er. Men i mit tilfælde er far lige så meget nummer ét som mor. Hvis ikke mere. Derfor kan jeg heller ikke forstå, hvorfor nogle af de kvinder, jeg møder, for slet ikke at nævne pressen, skal spørge til min datters ve og vel - alene fordi jeg arbejder hårdt og målrettet på at gøre en politisk forskel.

SOM BORGERLIG-LIBERAL går jeg selvfølgelig ind for - ligesom jeg selv praktiserer - ' ordentlighed'.

Det betyder, at man bør bestræbe sig på at være en god medborger - og har man børn: en god forælder. Man skal nemlig gøre sin pligt. På den anden side bliver jeg for hver dag, der går, større og større modstander af den stadig mere omsiggribende moral.

Og jeg synes især, det er kvinder, der er slemme til at dømme (hinanden). Det ene øjeblik er man for nedringet klædt. Det andet har man for meget makeup på. Og det tredje er man en dårlig mor. Ærligt talt: Kan vi dog ikke snart få lidt mindre moral og lidt mere frihed? Den slet skjulte hensigt med denne moraliseren er at holde folk, hvor de er. På række og geled. Man skulle jo nødigt tro, man er noget. Og er man mor og gør karriere, er der et stort mindretal af kvinder, der enten bevidst eller ubevidst føler sig kaldet til at fremmane dårlig samvittighed over, at man ikke er nok sammen med sine børn.

I grunden burde man (ikke mindst kvinder!) blande sig uden om, hvordan den enkelte vælger at indrette sit karriere-/familieliv.

Så meget desto mere fordi jeg tror, den her ' mom-shaming' kan føre til, at kvinder i mor-moralens gode navn takker nej til at avancere på jobbet, hvis muligheden ellers byder sig. For megen moral kan altså skade ligestillingen på arbejdsmarkedet, fordi potentielle mor-chef-kandidater nok hellere vil være udskamningen foruden.

Lad mig derfor slutte med denne opfordring: Pak mor-moralen væk og lad os fokusere på ligestillingen!.

Mens størstedelen af de mænd, jeg møder, klapper mig på skulderen og bifalder, jeg er blevet valgt, bider mange kvinder mærke i, at jeg er ' morpolitiker'.