Hvis vi vil have handling, er vi nødt til at tænke nyt og tage de politiske beslutninger, der for alvor får markedskræfterne til at handle på klimaets præmisser. Der er vi ikke nu.
Til klimatopmødet i Skotland i sidste måned skete der noget lidt... uheldigt. USA's præsident, Joe Biden, blev træt. Faktisk faldt han efter alt at dømme i søvn midt under det møde, han ellers selv havde kaldt »en utrolig mulighed«. Vi kender det godt. Det med at blive lidt træt, når man indser, hvor langsommelig en proces det er at sikre reel klimahandling gennem store kompromiser ved internationale topmøder. Især når man ved, hvor rasende hurtigt klimaforandringerne går. Tænk sig, at det kan tage verdens ledere seks år at blive enige om at bevare et i forvejen aftalt mål om maks. 1,5 graders temperaturstigning.
Man bliver træt. Så vi kan lige så godt sige det, som det er: De store kollektive aftaler er vigtige - men de er ikke nok. Klimaforandringerne venter ikke på politiske systemer og tunge processer, og derfor er vi nødt til at sætte gang i løsninger, der arbejder langt hurtigere.
Vi er nødt til at få gang i den hurtigste knallert på havnen; et værktøj, der ellers er blevet gjort til syndebuk for alle planetens problemer: kapitalismen.
Det er tid til at gøre plads til borgerlige og liberale klimaløsninger.
I årtier har det stort set kun været venstrefløjen, der har råbt op og sat fokus på klimaet. Det skylder vi dem en tak for. Vi ved godt, at vi var for langsomme til at komme i omdrejninger på den borgerlige fløj, men det kan vi ikke lave om på nu. I stedet må vi kigge fremad og konstatere, at den politiske ubalance har skabt et problem. For når venstrefløjen stort set har haft eneret på klimadagsordenen, så er det en naturlig konsekvens, at det er venstrefløjens bud på løsninger, der har vundet bred accept.
Det betyder, at det for mange danskere nærmest er en naturlov, at klimaproblemet er koblet tæt sammen med en kritik af kapitalismen og af markedet. Og i øvrigt at en grøn fremtid ikke kan sameksistere med et samfund i vækst.
Man kommer nemt til at tro, at hvis man skal redde planeten, så skal samfundet sættes mere eller mindre i stå. Vi skal holde op med at flyve, holde op med at spise kød og holde op med at producere ting.
Den opfattelse er et alvorligt problem for klimaet. For selv om det er rigtigt, at markedet har slidt på klimaet, så er det ikke markedets skyld. Problemet er nærmere, at Vesten op gennem industrialiseringen byggede samfund op på vækst og produktion, der forurenede.
Det kunne betale sig at forurene, og det kan det sådan set stadigvæk. Det er forureningen, der er klimaets fjende, ikke markedet i sig selv.
Det betyder, at vi skal i gang med at bruge markedet på en ny måde. En måde, hvor markedet ikke er en katalysator for forurening - men hvor kræfterne i stedet får grønne og rene løsninger til at buldre fremad. Og hvor klimahandling ikke står i modsætning til vækst. Det er alligevel ikke en realistisk plan at få overbevist f. eks.
Indiens fremadstormende erhvervsliv og middelklasse om, at de skal sætte en prop i deres vækstdrømme.
Det allervigtigste skridt til at få kapitalismens motor i gang med at drive den grønne omstilling er at give markedet noget konkret at arbejde med. Erfaringen viser tydeligt, at skatter virker på den måde, at dét, vi beskatter, får vi mindre af. Så hvis vi sætter en pris på CO2, vil vi få mindre af den. Udfordringen i dag er, at klimaforureningen simpelthen ikke er regnet ind i markedskræfterne. Det nytter selvsagt ikke noget.
I sommeren 2021 måtte Aalborg Portland f. eks. melde ud, at der ikke var stor efterspørgsel på den grønne cement, de producerer.
Den var for dyr. Der eksisterer altså et grønt alternativt til den forurenende cement - måske endda cement, der har potentiale til at lagre noget af CO2' en fra atmosfæren i de nye bygninger. Den grønne cement bliver bare ikke brugt.
Det problem ville en pris på forureningen ændre, fordi det ville gøre klimabelastende cement dyrere end klimavenlig cement. Og når det grønne valg er det billigste, så vil markedet for alvor tage fart og få de nye grønne løsninger ud i stor skala.
Langt de fleste erhvervsledere efterspørger klimahandling, og det er ikke længere nok, at vi kun holder møder, snakker om måltal og deltager i klimademonstrationer for at se handlekraftige ud. Vi skal i gang med at give markedet og virksomheder et sæt nye regler for, hvordan de skal operere i en grøn fremtid.
Det skal vi gøre ved at lave nationale CO2-afgifter, men endnu mere effektivt ved at udbygge og forbedre EU's kvotehandelssystem.
Og ved at sikre, at de varer, der handles med på EU's indre marked, er prissat efter, hvor meget de har forurenet - også hvis de er produceret uden for EU.
Hvis vi sørger for at sætte de rigtige rammer, kan virksomhederne godt selv finde ud af, hvordan det er mest smart og effektivt at producere, og det enkelte menneske kan godt finde ud af, hvilke varer de skal købe. Hvis det bliver for dyrt at forurene, så vil vores virksomheder og iværksættere finde på nye, innovative løsninger, der forurener mindre. Fordi de har et stærkt økonomisk incitament til at gøre det. De grønneste virksomheder vil kort sagt få den største konkurrencefordel.
Vores egen erfaring er, at alle klimaforkæmpere har en eller anden udgave af det samme mål - uanset om vi er blå eller røde. Vi ønsker alle sammen at redde planeten.
Og vi ønsker at give et godt liv videre til vores børn.
De fleste af os kan nok også blive enige om, at det går for langsomt med at sikre dét mål. I sommer kom FN's klimapanel da også med i en klar konklusion i sin sjette klimarapport: Klimaforandringerne går endnu hurtigere end frygtet, og det vil få store konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.
Det burde altså være tydeligt for enhver, at vi ikke kan fortsætte med samme strategi og tempo som hidtil. Som direktøren for Danfoss sagde til Jyllands-Posten efter klimatopmødet i Glasgow: »For os drejer det sig om overgangen fra at snakke om mål til at sørge for, at det sker.« Vi kunne ikke være mere enige.
Hvis vi kun taler om mål - og sætter al vores lid til politiske planlægningsregimer og internationale topmøder med håbet om at få overtalt hele verden til at sætte sit forbrug ned, ja, så kommer vi ingen vegne.
Forhandlingerne om EU's klimalov er et klart bevis på, at politiske kompromiser ikke er nok til at få gjort noget ved klimaforandringerne.
Selv om videnskaben pegede på, at der var behov for et mål om at sænke drivhusgasserne med 65 pct. inden 2030, så endte EU med et mål på »mindst 55 pct.«. Det er for uambitiøst.
Hvis vi vil have handling, er vi nødt til at tænke nyt og tage de politiske beslutninger, der for alvor får markedskræfterne til at handle på klimaets præmisser. På den måde vil vi få et marked, der hjælper klimakampen hurtigere, end noget topmøde kan - og som forhåbentlig samtidig kan få klimaangst til at fordufte til fordel for et nyt klimahåb.
For tænk lige, hvad der venter os af muligheder. Med 100 pct. ren energi og bæredygtige forretninger ser vi ind i et fremtidigt væksteventyr med velstand og gode grønne økonomier - uden noget forurening. Vigtigst af alt ser vi ind i en grøn omstilling, der aldrig er gået hurtigere. Vi er nødt til at give markedet en chance for at vise, hvad det kan.
Når venstrefløjen stort set har haft eneret på klimadagsordenen, så er det en naturlig konsekvens, at det er venstrefløjens bud på løsninger, der har vundet bred accept.
Det betyder, at det for mange danskere nærmest er en naturlov, at klimaproblemet er koblet tæt sammen med en kritik af kapitalismen og af markedet.