Statsministeren er en dygtig kommunikator, det er sikkert og vist.

De, der har set hendes pressemøder, husker sikkert ørehængerne: »Vi skal stå sammen ved at holde afstand,« og »vi beder de svageste om at være de stærkeste«. Men selv om hensynet til de svageste - samfundets udsatte grupper - har fyldt meget på statsministerens pressekonferencer, mener jeg, at hun har overset en del af befolkningen, der kræver særlig støtte og omsorg: børnene. Hvilket kan virke paradoksalt, al den stund at Mette Frederiksen ynder at kalde sig børnenes statsminister.

Sagen er, at statsministerens taler har været nøje tilrettelagt efter det såkaldte forsigtighedsprincip, hvis fremmeste mål er at beskytte de ældre og kronikerne. Retorisk har statsministeren prioriteret disse grupper ved en løftet pegefinger, højstemt alvor og skræmmebilleder.

Den positive konsekvens herved er givetvis, at de stærke retter ind efter de svage og følger reglerne. Den negative er, at hun gør børnene, som ikke er i risikogruppen, ængstelige.

Jeg er med på, at det kan være svært at styre landet igennem en krise som denne. Omvendt mener jeg, at en statsleder er forpligtet til at indgyde håb og inspirere. Især i en krisetid. For hver en intensivindlagt er der således en tilsvarende positiv historie om godt naboskab, sindrige coronaløsninger og lægevidenskabelige landvindinger.

Og når man samtidig tænker på, at Mette Frederiksen gerne vil være statsminister for vores yngste medborgere, synes jeg, at snittet mellem formaning og forhåbning, omkostninger og optimisme har været lagt helt forkert. Hun skulle i langt højere grad have indtænkt børnene i sin kommunikation og manet til besindighed. Her kunne statsministeren med fordel have taget ved lære af sin norske kollega, sundhedsminister Bent Høie, der i foråret kommunikerede med stor indlevelsesevne og direkte til de norske unge.

I samme ombæring har jeg bemærket, at Christian Kanstrup Holm, lektor og virolog ved Aarhus Universitet, har berettet, at han oplever, at flere og flere børn i hans omgangskreds rammes af corona-angst (JP 26/ 10). Det flugter sikkert meget godt med de erfaringer, som børnefamilier rundt om i landet har gjort sig den seneste tid.

Og det er der sådan set ikke noget overraskende i.

Som forældre ved man, at de små trives bedst i vante rammer, og når de fornemmer, at statsministeren er bekymret - og i forlængelse heraf mor og far - bliver de ængstelige. Problemet er, at den ængstelse kan gå hen og blive til angst. Og i en tid hvor den psykiske mistrivsel blandt unge er stigende, og som coronakrisen kun har gjort værre, er det sidste, vi har brug for, frygtretorik. Det havde derfor klædt statsministeren, hvis hun i højere grad havde talt direkte til børnene og understreget, at de ikke skal bekymre sig, men fatte mod og bevare optimismen. Indtil videre er ingen børn nemlig døde af covid-19, og selv om børn naturligvis kan være smittebærere, er det de færreste af dem, der befinder sig i risikogruppen.

Det er klart, at statsministerens pressemøder har været tænkt som et værktøj til adfærdsregulering, og at hun har skullet tale med store ord, så alvoren kunne gå op for folk. På den anden side burde der ikke have været noget til hinder for at supplere forsigtighedsprincippet med et forhåbningselement - den løftede pegefinger med et løfte om, at det nok skal gå. Pointen er, at Mette Frederiksen ikke kan kalde sig børnenes statsminister, når hun ikke har leveret den tryghed og optimisme, som børnene fortjener. Hun har simpelthen skræmt børnene unødigt.

Pointen er, at Mette Frederiksen ikke kan kalde sig børnenes statsminister, når hun ikke har leveret den tryghed og optimisme, som børnene fortjener.

Af MF(V), Marie Bjerre. Bragt d. 31. december 2020 i Jyllands-Posten.