Det er vigtigt at gå imod regeringens trang til tvang i tide. Først var det de unge, der skulle tvangsfordeles, så var det børnene. Er det på de videregående uddannelser næste gang?

Der er to veje i dansk politik. Én, hvor systemet er til for den enkelte, og mennesket altid kommer før systemet. Og én, hvor systemet insisterer på at træffe beslutninger hen over hovedet på borgerne.

Der er desværre næppe tvivl om, hvilken vej vi aktuelt befinder os på. Under den nuværende regeringsperiode har det socialdemokratiske menneskesyn manifesteret sig i alt for mange indgreb i det frie valg, hvilket særligt børn og unge har fået at føle.

Mette Frederiksen bebudede ellers tilbage i 2018, at hun ville være »børnenes statsminister« og tage deres parti. Men det har imidlertid vist sig, at statsministeren og S-regeringens tilgang til de danske børn og den danske ungdom er den helt omvendte. Gang på gang møder regeringen dem nemlig med mistillid, forbud og tvang.

Vi så det under coronanedlukningen, hvor statsministeren udpegede ungdommen og specifikt appellerede til, at netop de - fremfor andre befolkningsgrupper - tog et ekstraordinært ansvar. Vi så det i regeringens sidenhen droppede forslag om at forbyde alle født efter en bestemt dato at ryge, mens alle andre fortsat godt måtte. Og vi så det i deres udspil om at forbyde den 17-årige murerlærling at købe sig en pilsner i supermarkedet efter fyraften.

Allermest bekymrende ser vi det i regeringens mission om at indføre tvangsfordeling af landets gymnasie-og folkeskoleelever. Nu skal det ikke længere være de unge, der selv bestemmer, hvor de vil gå i gymnasiet. Og det skal heller ikke længere være forældrene, der bestemmer, hvor deres egne børn skal gå i folkeskole. I stedet vil regeringen træffe beslutningen for danskerne baseret på forældrenes indkomst. Det kan med andre ord være fuldstændigt underordnet, hvad den enkelte unge eller forælder tænker og ønsker.

Regeringen ved nemlig bedst.

Åbenbart.

Det betyder altså et opgør med en tradition for, at alle borgere bliver mødt med samme respekt og værd i det offentlige. En tradition for, at det ikke er din pengepung, der har betydning for, hvor god en behandling du får. For velfærdssamfundet, det er vi fælles om.

Og lige i.

Sådan skal det ikke være længere, må man forstå. Nu er nogle bedre end andre. Nogles ønsker vejer tungere end andres.

I sidste ende bliver det forældrenes lønseddel, der dikterer fordelingen. Det betyder også, at regeringen på den måde stempler de unge som henholdsvis "de rige" eller "de fattige" i gymnasieeller folkeskoleklassen. Det er ikke en ordentlig måde at behandle mennesker på.

Som Marianne Munch Svendsen, rektor på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg, har påpeget i Berlingske, er der desværre reel udsigt til øget mistrivsel blandt de unge som følge af tvangsfordelingen. »Jeg kan virkelig være nervøs for, at eleverne fremover vil sidde i klasserne og tænke over, hvem der mon hører til hvilken indkomstkategori. Det er meget, meget ubehageligt. I forvejen bruger de her unge mennesker virkelig meget krudt på at sammenligne sig med hinanden,« siger hun.

Det er helt skævt, at den enkeltes frie valg nedprioriteres i sådan en grad, at statens Excel-ark tilsyneladende vurderes at træffe bedre beslutninger for menneskers liv, end de selv gør.

Det er vigtigt at gå imod regeringens trang til tvang i tide. Først var det de unge, der skulle tvangsfordeles, så var det børnene.

Er det på de videregående uddannelser næste gang? Så unge bliver afvist på deres drømmestudie, fordi forældrene tjener for meget eller for lidt? Regeringen ved ikke bedst. Og det er direkte usympatisk at bruge børn og unge som forsøgsdyr i et politisk eksperiment. Det er rigtigt levende mennesker, det handler om. Ikke sådan nogen, man fra politisk hold kan skalte og valte med.

Prøv at spørge dig selv: Hvis tvangsfordelingen af elever går ud over de berørtes trivsel, bryder med traditionen for lighed i velfærdssamfundet og trækker dyrebare penge ud af klasselokalet, hvem er det så lige, det gavner?.

Det er helt skævt, at den enkeltes frie valg nedprioriteres i sådan en grad, at statens Excel-ark tilsyneladende vurderes at træffe bedre beslutninger for menneskers liv, end de selv gør.