Marie Bjerre

Folketingskandidat for Himmerlandskredsen

Radikalt forslag skader klimaet

15. november 2019

Virksomhedsbesøg - Landbrug

LANDBRUGSJORD: I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har Det Radikale Venstre foreslået, at en tredjedel af den danske landbrugsjord skal tages ud af drift og overgå til eksempelvis græsenge og skov. Ifølge partiet vil det være godt for klimaet, naturen og biodiversiteten.

Jeg er modstander af forslaget, fordi det risikerer at gøre mere skade end gavn. I Danmark er vi nemlig blandt verdens bedste til at producere fødevarer effektivt og klimavenligt.

Så det skal vi blive ved med.

Hvis De Radikales forslag bliver til virkelighed, kan én af konsekvenserne være, at det ineffektive og klimabelastende landbrug i udlandet vokser. Og det vil være et klimapolitisk selvmål.

Misforstå mig ikke: Jeg mener, at det er en rigtig god idé at udtage lavbundsjorde, hvor dyrkningspotentialet er lavt, men hvor klimagevinsten omvendt er høj.

Som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har foreslået, kan det være fornuftigt at udtage omkring 100.000 hektar jord. De Radikales forslag sigter på at udtage cirka det tidobbelte, og så meget lavbundsjord har vi slet ikke.

Hvis vi nøjes med at udtage 100.000 hektar og gennemfører yderligere såkaldt multifunktionel jordfordeling, der sammentænker landbrugsproduktion med biodiversitet, klimatilpasning og friluftsliv, kan vi gøre noget godt for miljøet, samtidig med at vi bibeholder vores klimaeffektive landbrug.

Et andet problem ved De Radikales forslag er, at det kan skade dansk økonomi og eksport. Landbruget spiller nemlig en væsentlig rolle i vores økonomi, og danske fødevarer tegner sig for en stor del af den samlede eksport.

Kort fortalt kan De Radikales forslag føre til et tab af arbejdspladser, hvilket er lig med færre skatteindtægter - indtægter, der kunne blive brugt på grøn forskning og grønne initiativer.

Den internationale dimension mangler i de Radikales forslag.

I udgangspunktet er klimaet nemlig ligeglad med, om drivhusgasserne bliver udledt i Vendsyssel eller Vladivostok.

Derfor vil det være en samlet set bedre løsning, at vi kun udtager lavbundsjorde og forsætter med vores klimavenlige og effektive landbrug alle andre steder. Ellers risikerer vi, at danske forbrugere og de markeder, vi eksporterer til, begynder at købe udenlandsk producerede fødevarer med et større CO2-aftryk end de danske. I vores bestræbelser på at begrænse CO2-udledningen i Danmark skal vi huske at gøre det på en måde, så ikke kun Danmark, men hele verden samlet set bliver grønnere. Radikales forslag har glemt det sidste.

» Kort fortalt kan De Radikales forslag føre til et tab af arbejdspladser, hvilket er lig med færre skatteindtægter -indtægter, der kunne blive brugt på grøn forskning og grønne initiativer.

Profilfoto

Marie Bjerre

Folketingsmedlem for Venstre


Erhvervsskatteordfører

Bæredygtighedsordfører

Verdensmålsordfører


Mobil: 61 62 32 60
Mail: [email protected]