Marie Bjerre

Folketingskandidat for Himmerlandskredsen

Prøv at være lidt mere konkret

11. april 2019

Rasmus Prehn klandrer Venstre (8.4.) for at kritisere Socialdemokratiets pensionsudspil, og der er ikke sparet på superlativerne. Vores kritik er ynkelig, hyklerisk, patetisk, desperat og uværdig, må man forstå. Men Venstre er jo langt fra de eneste, der kritiserer Socialdemokratiets luftige pensionsudspil og med god grund. Når man fremlægger noget, der er så luftigt, med så lidt konkret indhold og som tilmed åbenlyst fører en masse vælgere bag lyset, er kritik på sin plads. Det synes vi ikke bare i Venstre. Vennerne i rød blok har i hårde vendinger kritiseret Socialdemokratiet for ikke at svare på, hvad de vil. Hvorfor langer Rasmus Prehn ikke ud efter selvsamme kritik fra Enhedslisten, Radikale og Alternativt?

I Berlingske (20.2.) krævede de røde partier klare svar fra Socialdemokratiet. De efterspurgte blandt andet svar på, hvem der skal have ret til tidlig folkepension. Således udtalte Pernille Skipper, at ”man skal passe på med at opbygge fatamorganaer og skønmalerier af sine udspil for at få dem til at fremstå som noget, de slet ikke er." Morten Østergaard udtalte: ”Risikoen er, at man gentager fortidens fejl ved at skabe forventninger hos vælgerne, som man ikke kan indfri. Det er et demokratisk problem.” Og kritikken var heller ikke til at tage fejl af fra Uffe Elbæk, der udtalte: ”Det er problematisk, at de [Socialdemokratiet]– formentlig helt bevidst – har valgt at agere på den her måde, hvor man slår meget store projekter op uden overhovedet at kunne sige, hvordan det hænger sammen.”

Når Socialdemokratiets pensionsudspil kritiseres så bredt, undrer det mig, at Rasmus Prehn kun skælder ud på Venstre for kritikken. Rasmus Prehn topper det endda med til sidst at bebrejde os for at ville skabe konflikt og skel. Hvis ikke Rasmus Prehns indlæg selv bidrager til netop det, ved jeg ikke, hvad der gør. Mon ikke det ville hjælpe, hvis Socialdemokratiet i stedet forsøgte at være lidt mere konkrete på sin egen politik. Det er vi mange, der vil sætte pris på – også jeres venner i rød blok.

Debatindlægget er bragt i Nordjyske Stiftstidende den 11. april 2019.

Af Marie Bjerre, folketingskandidat for Venstre


Marie Bjerre
Folketingskandidat for Venstre, advokat, 32 år, bosat i Nordjylland.


Mobil: 24 27 25 26
Mail: [email protected]