Marie Bjerre

Folketingskandidat for Himmerlandskredsen

Husk balancen i grøn omstilling

5. december 2019

Det Økologiske Råd har netop foreslået at udfase det såkaldte befordringsfradrag, bedre kendt som kørselsfradraget. Og flere partier i Folketinget er positivt stemte.

Baggrunden er, at især privatbilisme forurener luften og udleder CO2. Afskaffer man fradraget, vil færre køre i bil og tage cyklen eller bussen i stedet. Sådan nogenlunde lyder ræsonnementet. Og det er jo godt for klimaet. Men at udfase fradraget er altså skidt for dem, der bor i provinsen, og som er afhængige af bilen, blandt andet for at komme på arbejde.

Jeg undrer mig over, at ingen har det aspekt med.

Som valgt i Nordjylland, hvor mange pendler langt til arbejde, vil jeg derfor bringe det modargument på banen.

Selv om jeg er bæredygtighedsordfører for Venstre og går meget op i både miljø og klima, er jeg også realist.

Den grønne omstilling skal gennemføres med både fornuften og balancen for øje. Det betyder, at vi på den ene side reducerer vores CO2-udledning - gerne ved hjælp af smarte løsninger - mens vi på den anden side sikrer, at vi fortsat har vækst og velstand - i hele landet. Kampen for klimaet skal helst gå på disse to ben.

Hvad angår Det Økologisk Råds forslag, ser det ud til, at det kun går på ét ben. Rådet skriver godt nok på sin hjemmeside, at " Vores tilgang er fagligt velfunderet, samarbejdende, helhedsorienteret og med syn for den politiske virkelighed." Spørgsmålet er bare, om rådet har glemt det helhedsorienterede, for slet ikke at nævne den politiske virkelighed.

Som jeg ser den politiske virkelighed - særligt for befolkningen i yderområderne i Danmark, hvor der ikke går en bus hvert femte minut eller er smukt asfalterede cykelstier med fuld aftenbelysning - er fradraget vigtigt for, at det hele kan hænge sammen, og at det er attraktivt at bosætte sig udenfor de store byer. I Nordjylland får mange kørselsfradrag.

Hvis kørselsfradraget udfases, vil det unægtelig skade balancen.

Derfor håber jeg, at Enhedslisten, Det Radikale Venstre og andre partier, der støtter Det Økologiske Råds forslag, vil tænke sig om to gange, inden de eventuelt gennemfører det.

I kampen for at gøre Danmark grønnere - er det nemlig vigtigt, at vi ikke vælger den første og bedste klimavenlige løsning.

Den kan vise sig at blive overordentlig dyr for hele Danmark, hvis balancen ikke er med.

MARIE BJERRE

Folketingsmedlem for Venstre


Erhvervsskatteordfører

Bæredygtighedsordfører

Verdensmålsordfører


Mobil: 61 62 32 60
Mail: [email protected]