Marie Bjerre

Folketingskandidat for Himmerlandskredsen

Derfor stemmer jeg for

19. januar 2021

RIGSRET: Spørgsmålet om en rigsretssag mod vores kollega Inger Støjberg har vakt opmærksomhed. Forståeligt nok. En rigsretssager hører heldigvis til sjældenhederne og er alvorligt. Det skal derfor behandles med grundighed og fortjener åbenhed om argumenterne.

Lad mig her give et indblik i mine betragtninger om sagen. Hvorfor jeg mener, at jeg som medlem af Venstre, som værner om retsstaten og ordentlighed, ikke kan andet, end at stemme for en rigsretssag, også når det vedrører en dygtig og populær kollega.

I spørgsmålet har Venstres folketingsgruppe besluttet, at vi hver især kan blive stillet frit. Det betyder, at vi hver især må gøre op med os selv, om vi vil stemme ja eller nej. Det mener jeg, er det rigtige at gøre. Denne sag handler nemlig ikke om parti politik. Der er plads til, at vi ser forskelligt på tingene og med respekt for hinandens holdninger.

Jeg har gjort min holdning op.

I Venstre ligger retsstatsprincipperne rodfæstet hos os. Hvis socialdemokratiet gav Danmark velfærdsstaten, gav Venstre landet demokratiet og frihedsrettighederne. Et parti som vores kan derfor ikke acceptere, at de, der har magten, ikke overholder de rammer, der er vedtaget.

Mit udgangspunkt er derfor retsstaten. I en retsstat og i et demokrati må vi insistere på, at vores magthavere skal forvalte indenfor loven. Hvis ikke, er vores demokrati prisgivet. Når det viser sig ikke at være tilfældet, må magthaverne derfor stå til ansvar. Det er heller ingen undskyldning, at en rigsretssag er en bekostelig affære. Sådan er et demokrati. Det modsatte ville være langt værre.

Derfor skal en rigsretssag indledes, når der er et grundlag for det. Så er spørgsmålet, om der er et tilstrækkeligt grundlag? Det mener jeg, at der er. Faktisk mener jeg ikke, at der kan herske tvivl om det efter at have læst det grundlag, som jeg skal træffe min beslutning ud fra, nemlig Instrukskommissionens konklusioner og vurderingen fra Folketingets to udpegede advokater.

Andre af mine kollegaer er uenige. Det har jeg respekt for. De har også ret i, at det er Folketinget, der efter grundlovens § 16 skal rejse tiltale i en rigsretssag og dermed agere en ’slags anklager’. Det betyder imidlertid ikke, at Folketinget skal ses som et strafferetligt anklagekontor og skal kunne sætte sig i dommernes sted. Det ville betyde, at en rigsretssag kun kan indledes, hvis vi som politikere selv foretager en bevisvurdering og måtte anse det for hævet over enhver tvivl, at en sag vil føre til domsfældelse. Med den præmis når dem, der stemmer imod, frem til, at nærværende sag er for lille. At der simpelthen ikke er nok sikkerhed for domsfældelse. Den præmis mener jeg ikke er rigtig, hverken juridisk eller politisk.

Lad mig forklare hvorfor. Folketinget skal ikke agere dommere. Det har vi ikke og skal vi ikke have kvalifikationerne til. Nogle af os har måske en god juridisk indsigt, men det er gudskelov ikke alle. Vi er politikere. Det er ikke et professionelt styre. Sådan er det i et demokrati. Så hvordan skulle Folketingets medlemmer sætte sig ind i, hvorvidt beviserne holder? Hvorvidt de er tilstrækkelige? Det skal vi ikke, og derfor har vi netop et system, der giver os grundlaget i kraft af en Rigsret.

Vi må og skal overlade det til dommerne at være dommere, foretage bevisvurdering og fælde dom. Det kan i et demokrati aldrig være Folketingets opgave. Så hører demokratiet og retssamfundet op. Netop derfor er en Rigsret også et politisk værktøj. Det er ganske vist det mest ultimative værktøj til at føre demokratisk kontrol med magthaverne. Men det er og bliver et politisk værktøj, ikke et juridisk. Derfor kan det heller ikke sammenlignes med anlæggelse af en strafferetlig sag ved de almindelige domstole.

Instrukskommissionen konkluderer meget tydeligt, at instruksen om at adskille asylpar var ikke bare ulovlig, men “klart ulovlig”. Den savnede den fornødne hjemmel, ligesom ordningen var i strid med uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet. Derudover udgjorde ordningen en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen og Børnekonventionen. Kommissionen konkluderer endvidere, at den ulovlige instruks var en direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske - både eksternt og internt - om en undtagelsesfri ordning, og at “det utvivlsom må have stået hende klart, at der var en nærliggende risiko for en ulovlig administration.”

Efterfølgende har Folketinget oven i købet bedt to advokater vurdere, om de konklusioner giver grundlag for en rigsretssag. Heri kan man læse, at advokaterne ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte instrukskommissionens bevisvurderinger. Samlet set vurderer de, at der er grundlag for at rejse tiltale, og at der er “en rimelig formodning om, at en Rigsret vil finde, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domsfældelse.”

På den baggrund kan jeg ikke andet end at konkludere, at meget tyder på, at der er begået noget ulovligt, og meget tyder på, at det vil føre til domfældelse ved en Rigsret.        

Med så klare vurderinger, er sagen ikke for lille til en rigsretssag. Det efterlader os intet valg.

Om der rent faktisk vil ske domsfældelse, må vi overlade til dommerne i Rigsretten. Det kan meget vel være, at Inger Støjberg ender med at blive frikendt. Venstre har selv hyret to advokater, som vurderer det mere tvivlsomt, om der vil ske domsfældelse. Men det kan også vel være, at hun vil blive dømt. Det ved vi ikke. Min pointe er, at den bevisvurdering, hverken kan eller skal Folketingets medlemmer foretage. Man kan altså med andre ord sagtens stemme for en rigsretssag, selvom man håber, at der vil ske frifindelse. Jeg håber, at Inger Støjberg har ret i, at hun ikke har gjort noget ulovligt. Men hvad jeg tror, kommer til at ske, lader jeg være op til dommerne på baggrund af kommissionens redegørelse.

Det afgørende i min stillingtagen er, at der er blevet sat alvorligt spørgsmålstegn ved, om loven er blevet overholdt og tilmed, at det kan føre til dom. På den baggrund er sagen lige til for mig:

Vi kan ikke side så klare konklusioner fra Instrukskommissionen og vurderinger fra Folketingets to udpegede advokater overhørig. Det ville være at udfordre retsstatens principper. Det er ikke et retssamfund værdigt, og der mener jeg ikke, at jeg som medlem af et parti, der netop kæmpede for retsstatens indførelse, skal placere mig.

Vi må insistere på, at dansk ret og internationale konventioner, som vi selv har tilsluttet os, skal overholdes. Det uanset, hvor svær sagen politisk og personligt end måtte være for os. Så selvom jeg deler ønsket om at ville bekæmpe barnebrude, og selvom sagen vedrører en dygtig og populær kollega, vil jeg ikke være med til at gå på kompromis med principperne i vores retsstat og dække over ulovligheder.

De, der har magten, må forvalte efter loven. Uanset målet - uanset om det drejer sig om asylansøgere eller mink. Målet helligere ikke midlet.

Overholder vores magthavere ikke loven, må de derfor stå til ansvar. Sådan må et retssamfund nødvendigvis fungere. Samme holdning vil jeg indtage overfor Mette Frederiksen og regeringen, når vi kommer til at skulle behandle den sag.

Derfor stemmer jeg for.

Indlægget er bragt i Nordjyske Stiftstidende den 19. januar 2021.

Marie Bjerre

Medlem af Folketinget (V)

Socialordfører


E-mail:
[email protected]