Marie Bjerre

Folketingskandidat for Himmerlandskredsen

Coronakrisen giver ikke klimaet en tiltrængt puster. Det giver det åndenød

11. juni 2020

Det skurrer i mine øre, når politikere, meningsdannere og andet godtfolk hævder, at coronakrisen er klimaets redningsmand, fordi moder jord nu får et pusterum. Ligesom jeg bliver nødt til at gå i rette med, at den grønne omstilling materielt skal gøre ondt. Det vi ser nu, hvor luftkvaliteten heldigvis er blevet bedre i de større byer, men hvor vi har mindre økonomisk aktivitet, hvor langt størstedelen af alle fly står stille, og hvor trafikken på vejene udebliver, er ikke bæredygtigt og slet ikke godt for klimaet. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, skal vi have mere vækst, ikke mindre.

Mange ser corona-krisen som en game changer – pludselig skal vi se verden i et nyt lys. Men mon ikke, det er bedst at lade støvet lægge sig, inden vi profeterer en ny tids komme? Corona-pandemien har selvfølgelig ændret – og ændrer stadig – på mangt og meget. Omvendt indebærer virussen ikke, at vi skal til at sadle helt om. I hvert fald ikke, hvis snakken falder på klima. Det vil være uklogt at indføre planøkonomi i klimaforandringernes navn, sådan som Enhedslisten er kommet frem til under krisen. Og der er heller ingen grund til at ønske sig, at virussen vender tilbage hvert år, så aktiviteten og dermed CO2-udledningen falder – hvilket der i ramme alvor er blevet argumenteret for i Politikens debatspalter. Nej, når klimaspørgsmålet rejses – selv i en corona-tid – er det bedste svar stadig, at der skal mere, og ikke mindre, til af samme, gode markedsøkonomiske skuffe. Det betyder: Gang i virksomhederne, gang i væksten – og på den konto kommer der også gang i den grønne omstilling.   

Den venstreorienterede nulvæksttilhænger vrænger nok et sted i baggrunden. “Giver corona-krisen ikke naturen og klimaet luft til at komme sig,” spørges der. Jo, det gør den helt sikkert. For eksempel er luftforureningen i tæt beboede områder faktisk nedadgående i coronatiden, simpelthen fordi folk er mindre på farten – og optagelsen af den vildsvineflok, der trisser gennem gaderne i den tyrkiske badeby Marmaris, alt imens indbyggerne er i corona-karantæne, gør selvfølgelig indtryk.

Men selvom den globale samfundsnedlukning giver naturen fornyet kraft, er faldet i socialt samvær og dermed i økonomisk aktivitet altså ikke godt nyt for klimaet. Ved første øjekast indrømmer jeg, at sammenhængen kan virke bagvendt. Så meget desto mere, fordi flere af os pt. lader benzinslugeren stå i garagen og arbejder hjemmefra.

Men bare fordi vi arbejder mere hjemme, udleder vi ikke nødvendigvis mindre CO2. Vi bruger nemlig stadig computer og internet – og under corona-krisen langt flittigere. Og sandheden er, at begge dele bruger enorme mængder energi. Faktisk har undersøgelser vist, at internettet alene udleder lige så meget CO2 som hele verdens flytrafik. Kort sagt er der ikke meget vundet for klimaet ved, at vi dropper socialt samvær, hvis det alligevel bare fortsætter virtuelt.

Nu skal det dog ikke forstås sådan, at jeg i CO2-reduktionens navn går ind for mindre socialt samvær. Tværtimod. Som jeg gav udtryk for til at begynde med, er jeg langt fra tilhænger af dét, der er blevet kaldt degrowth – men derimod varm tilhænger af denne nulvækstideologis modpol: Green growth. Hvis ikke vi vækster – især i de sektorer, der udvikler klimavenlige løsninger – kan vi nemlig skyde en hvid pind efter 70-procentsmålsætningen og dermed den grønne omstilling.

Og det er ikke bare mig, der synes, at tingene hænger sådan sammen. Tag nu bare konklusionen fra en dugfrisk rapport lavet af konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG) – et velrenommeret konsulenthus, der i øvrigt bistår det danske erhvervsliv med at regne på, hvordan det kan bidrage til Folketingets arbejde med at trække Danmark i en grønnere retning. Den lyder – konklusionen – at selvom to tredjedele af Paris-aftalens mål om at reducere den globale CO2-udledning kan nås, uden det koster på verdens samlede BNP, så koster den sidste tredjedel for alvor knaster. 75.000 milliarder dollars(!), lyder BCG’s vurdering – og lige nu, ja der styrtbløder aktiemarkederne, arbejdsløsheden i USA er rekordhøj og Danmarks eksportmarkeder svinder ind, fordi verdensøkonomien er i frit fald.

Skulle man sætte det lidt skarpt op, så er økonomiens trængsler klimaets pinsler. Netop fordi den grønne omstilling er alt andet end gratis. Hvilket vil sige, at corona-pandemien er gift for den globale opvarmning, i hvert fald i det lange løb. Som min kollega Tommy Ahlers (V) sagde fra Folketingets talerstol under klimalovens førstebehandling i torsdags (14.05): “Udvikling kræver overskud. Innovation kræver investeringer. Kampen for klimaet kræver kapital.”

Jeg kunne ikke være mere enig. Og det skyldes altså ikke, at Ahlers er min partifælle. For mig at se er udtalelserne sådan set udtryk for sund fornuft. Det er ikke et mål for den grønne omstilling, at det gør ondt, eller at det behøves at gøre ondt, som venstrefløjen og meningsdannere ofte giver udtryk for, så længe vi vækster klogt. Og som jeg har argumenteret for, giver corona-virussen altså ikke klimaet en velfortjent puster, men derimod åndenød. Ambitionen må derfor være vækst, og allerhelst grøn vækst. Konkret betyder det mere forskning, flere investeringer i grøn teknologi samt i nye smarte løsninger.

Alle disse tiltag er og bliver vækstens tro følgesvend. Af samme grund håber jeg, at der snart bliver sparket gang i de slukne corona-økonomier – for en samfundsøkonomi i topform er det bedste værnemiddel mod global opvarmning.

Indlægget er bragt i Ræson 9. Juni.

MARIE BJERRE

Medlem af Folketinget

Erhvervsskatteordfører

Bæredygtighedsordfører

Verdensmålsordfører


E-mail: [email protected]